Snart får Als Odde en eksklusiv hytte i trækronerne. Onsdag blev de første skruer sat i jorden.

ALS: Onsdag formiddag blev der taget første ”spadestik” til et ikke helt almindeligt byggeri i en lille privatejet løv- og nåleskov ved Als Odde. Her vil fire iværksættere opføre en eksklusiv trætop-hytte på 25 kvadratmeter. Hytten skal bygges i to etager omkring stammen på et træ placeret på den lille høj i skoven, der lokalt kendes som Dværghøj.

Byggetilladelsen fra Mariagerfjord Kommune kom i hus forleden, og onsdag formiddag blev de første skruer så skruet ned i skovbunden. De skal udgøre fundamentet for de søjler, der skal bære hytten syv meter oppe i træet.

- Det er en mere skånsom måde at gøre det på end et fundament i beton. Skruerne skrues gennem rødderne og jorden, og træerne tager ikke skade, siger Rasmus Lybæk.

Sammen med sin bror, Lasse, har han startet iværksætterprojektet, der har fået navnet Løvtag.

Målet er at lokke flere turister til området, hvor Mariagerfjord munder ud i Kattegat.

Også turismekonsulent Nanna Balsby fra København er partner i projektet. Det samme er arkitekt Sigurd Larsen. Fra sit kontor i Berlin har han tegnet hytten, der med vand og el på mange måder bliver en mere luksuriøs overnatningsmulighed.

Rasmus og Lasse Lybæk er vokset op på gården ”Poulsenseje” på Als Odde, der fortsat er i familiens eje. Det samme er gårdens lille løv- og nåleskov, hvor hytten skal opføres.

- Selvom der kun er tale om en skrue i jorden, så blev jeg alligevel lidt rørt. Det er syv år siden, jeg fik idéen til projektet. Så det er ret stort, at vi pludselig kommer i gang. Der kan nå at støde nogle ting til endnu, men vi har i hvert fald nået en milepæl, siger Rasmus Lybæk.

Iværksætterne håber at have hytten klar til sommer. Allerede nu har omkring 20 skrevet sig op til en overnatning.

Tømrerfirmaet Bjarne Brath fra Hadsund er hovedentreprenør på byggeriet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...