Velfærdsbygningen på campingpladsen på Havbakkerne trænger til en kærlig hånd

ALS: Velfærdsbygningen på Als Borgerforenings campingplads i Havbakkerne ved Blegen skal renoveres, og det ventes at påvirke foreningens økonomi i det kommende år.

Det oplyste formand for foreningen Hans Henning Lybæk på generalforsamlingen, der havde samlet en snes mennesker på Als Kro og Badehotel.

Formanden omtalte også udskiftning af juleudsmykningen i lysmasterne. Om julemarkedet i Als Hallen oplyste han, at økonomien lige løb rundt. I år overvejes det at hæve priserne lidt.

Årets gåbanko-arrangementer har hver gang samlet ikke under 30 deltagere.

Der var verbale roser til de mange frivillige, der er med til at holde landsbyen ren og indbydende.

Foreningen kom ud af det forløbne år med et overskud på regnskabet på 44.000 kr.

Borgerforeningens to campingpladser har givet et overskud på 101.000 kr.

Driften af foreningen gav et underskud på godt 26.000 kr.

Borgerforeningen i Als er som helhed velkonsolideret med en egenkapital på 781.000 kr.

Bestyrelsen består fremdeles af formand Hans Henning Lybæk samt Ole Christensen, Simon Jensen, John Kjeldsen og Nina F. Larsen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...