Sidste års ellers flotte deltagertal på 682 løbere blev dermed slået

HADSUND: Hele 716 løbere fra nær og fjern deltog i dette års Hadsundløb.

Sidste års ellers flotte deltagertal på 682 løbere blev dermed slået med 34, og igen i 2019 udgjorde Hadsund Skoles tilmeldte 350 elever omkring halvdelen af samtlige deltagere.

Samlet set er der dog stadig et stykke vej op til rekorden tilbage i 2012, hvor hele 879 løbere deltog.

I alt omkring 40 hjælpere fra Mariager Fjord Orienteringsklub, to fitnessinstruktører fra MyHeart samt fire førstehjælpere fra beredskabet sørgede for løbets afvikling, og på trods af et noget lunefuldt septembervejr med både blæst og et par regnbyger, blev det alligevel et vellykket arrangement, konkluderer de to stævneledere fra klubben, Erik Nielsen og Jens Chr. Dalgaard.

Som tidligere år dannede Torvet i Hadsunds midtby rammerne om stævnepladsen.

Løberne kunne vælge mellem tre ruter på hhv. 3,3 km, 5,5 km og 10,5 km.

Præmieoverrækkelsen var som sædvanligt henlagt til pladsen ved springvandet nedenfor Torvets store trappe.

Urmager Erhardsens vandrepokal til det største tilmeldte hold gik som nævnt til Hadsund Skole med hele 350 deltagere, men også Vindblæs Friskole m. 90 løbere, Mariager Efterskole m. 18, Havndal Fitness Rigtige Kvinder m. 17, Sportigan Hadsund m. 15 og Fjordløberne Hobro m. 12 løbere stillede med pænt store hold.

Hurtigst på den korte 3,3 km rute, som primært var for børn op til 14 år, blev hos pigerne Agnete Lybæk Larsen fra Hadsund Skole i tiden 15.41. Hos drengene blev det Mads Hostrup Hadsund Skole i 14.09.

På den mellemlange 5,5 km rute blev vinder hos kvinderne Camilla Kirk fra Mariager Efterskole i tiden 24.46. Hos mændene Joachim Oliver Kirk fra Mariager Efterskole i 20.11.

Den lange rute på 10,5 km blev hos kvinderne vundet af Janne Pedersen fra MyHeart i 46.15. Hos mændene Alex Thygesen i 38.36.

Alle vindere og samtlige resultater kan som altid findes på orienteringsklubbens hjemmeside www.mariagerfjordok.dk

Næste års Hadsund-løb er allerede berammet til torsdag d. 3. september 2020.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...