Når kalenderen skifter til 2019 stopper Niels Jørgen Sloth i Vindblæs

NORUP: Leder af Vindblæs Friskole, Niels Jørgen Sloth, siger farvel efter sammenlagt over 25 års virke på skolen.

Niels Jørgen Sloth rundede tidligere på året 62 og går på efterløn, når kalenderen skifter til 2019.

- Nu har jeg gjort det, jeg skulle gøre. Vi har en skole, der kører godt, og tiden er inde til, at andre tager over, synes Niels Jørgen Sloth.

Hjemme i Hadsund venter hans hustru Jytte, som gik på efterløn for tre år siden.

Ægteparret blev ansat i to lærerstillinger på Vindblæs Friskole i 1987. Og mens hun var på skolen som lærer uafbrudt frem til sin efterløn, har han haft en afstikker til en af folkeskolerne i Mariagerfjord Kommune, Havbakkeskolen i Als.

Det var i 2008, at Niels Jørgen Sloth søgte nye udfordringer i folkeskoleregi. På daværende tidspunkt havde han ledet friskolen i ti år.

I 2014 blev han hentet tilbage til Vindblæs Friskole, da nu afdøde skoleleder H. C. Henriksen var blevet sygemeldt.

Niels Jørgen Sloth har sidste arbejdsdag på Vindblæs Friskole 20. december, og han ser tilbage på gode år i Norup:

- Det har været fantastisk. Skolen har været i rivende udvikling. Vi har udvidet børnehaven betragteligt, vi har fået overbygning, og der er opført idrætshal. Der er en fantastisk stab af lærere, siger Niels Jørgen Sloth.

Som efterlønner vil han bruge noget af sit krudt på frivilligt arbejde i foreningen Broen og på samvær med sine tre børnebørn, som bor i Birkerød.

Vindblæs Friskoles bestyrelse har slået stillingen op med tiltrædelse 1. januar. Man er på udkik efter en passioneret leder, som vil udvikle en tidssvarende skole i respekt for traditionerne.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...