34-årige Michael Andersen fra Storvorde rundede i den forgangne uge en flot milepæl i Hadsund

Fodboldskole i Hadsund og 34-årige Michael Andersen har i de seneste ti år været to sider af samme sag.

Og Hadsund er langt fra det eneste sted i det nordjyske, hvor den fodboldglade skolelærer fra Storvorde har brugt sin fritid på at være fodboldskole-underviser.

Faktisk har Michael Andersen været så aktiv på fodboldskole-fronten, at han allerede i forbindelse med den forgangne uges fodboldskole i Hadsund kunne fejre et nydeligt, rundt jubilæum.

I alt 50 gange har han nu optrådt som fodboldskoleinstruktør i DBU-regi, og det blev fredag eftermiddag behørigt markeret, inden årets fodboldskoledeltagere i Hadsund drog hver til sit efter en lille uges sjovt samvær på Hadsund Boldklubs anlæg.

- Vi er utroligt glade for, at det netop blev i Hadsund, Michael Andersen kunne runde det flotte hjørne.

- Michael har efterhånden været fodboldskole-træner her i mange år, og vi ved, at han elsker at komme til Hadsund som træner, og at både børnene og de andre trænere respekterer ham for de mange års erfaring, lød det bl. a. fra fodboldskoleleder Jesper Justesen, der selv i den forløbne uge havde taget turen hjem fra Aarhus for at være med til at arrangere fodboldskole i barndomsbyen Hadsund.

Michael Andersen debuterede som fodboldskole-træner i Støvring i 2005 og siden da er det typisk blevet til tre-fire fodboldskoler hver sommer.

- Når man elsker fodbold lige så meget som mig, så tænker man ikke over, hvad det vil sige at nå de første 50 fodboldskoler, men jeg er da selvfølgelig utroligt stolt over at kunne fejre sådan et jubilæum.

- Jeg tænker med stor glæde tilbage på alle de mange klubber, jeg har besøgt gennem de sidste 15 år, men jeg var alligevel ikke et sekund i tvivl om, at jeg ønskede at fejre mit jubilæum i Hadsund.

- Det er altid fedt at komme her, siger Michael Andersen, som i øvrigt på ingen måde har tænkt sig at lægge fodboldskole-aktiviteten på hylden.

- Heldigvis kan jeg se frem til mange år endnu som fodboldskole-instruktør - og forhåbentlig en ny milepæl, bemærker han.

Ved siden af rollen som fodboldskoletræner har Michael Andersen i mange år fungeret som ungdoms– og talenttræner i hhv. Aab og Storvorde, og senest har han påtaget sig hvervet som seniortræner i Veddum IF.

Netop i år var fodboldskolerne længe i farezonen.

- Men heldigvis fik COVID-19 ikke lov til at ødelægge Michaels jubilæum og flotte stime, bemærker Jesper Justesen.

Årets fodboldskole i Hadsund var nummer 28 i rækken, og i alt 58 børn i alderen 7-13 år har i den første uge af skolernes sommerferie forfinet deres fodboldfærdigheder på HBs anlæg i selskab med en samlet stab på otte trænere.

I et normalt år plejer Hadsund Boldklub at kunne samle noget flere børn til fodboldskole.

- Men som situationen er ude i vores dejlige land, så er vi rigtig glade for, at vi overhovedet kunne afholde fodboldskolen, og vi glæder os allerede til næste år, erklærer Jesper Justesen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...