Kim Mønster kunne forleden fejre sit jubilæum hos Hans Jensen Lubricators

HADSUND: Kim Mønster Pedersen fejrede 30. januar 35 års jubilæum hos Hans Jensen Lubricators A/S i Hadsund.

Kim er udlært som maskinarbejder på virksomheden og er i dag en central medarbejder i virksomhedens team af opstillere m.m.

Jubilæet blev markeret ved en intern frokost for Kim med deltagelse af alle virksomhedens medarbejdere. CEO, Rasmus Hans Jensen, kom i sin tale til jubilaren ind på, at Kim er en pligtopfyldende, stabil og skattet medarbejder, der altid er i godt humør og hele tiden forsøger at optimere arbejdsgangene og gøre tingene lidt bedre hver dag.

Kim er således en medarbejder, der i væsentlig grad medvirker til, at Hans Jensen Lubricators A/S fortsat kan agere på det internationale marked for cylindersmøreapparater til store 2-takts-dieselmotorer, hvor virksomheden i dag er førende og anerkendt for sine kvalitetsprodukter og nyskabelser i branchen.

Kim kvitterede med at rose arrangementet og talen og meddelte, at han ikke har intentioner om at stoppe med at arbejde foreløbig; dog kunne han ikke love, at det blev til yderligere 35 år i virksomhedens tjeneste.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...