Årets grisefest i Helberskov var begunstiget af flot vejr

HELBERSKOV: I de over 30 år, der er blevet holdt kræmmermarked og grisefest i Sandgraven i Helberskov, har vejret kun spillet arrangementet et puds en lille håndfuld gange, og selv om optakten til fredagens fest ved foden af Bjerget var problematisk, blev dagen også i år begunstiget af flot vejr.

Det betød mange gæster på pladsen. Knap 300 var bænket til det gratis sildebord ved frokosttid, og et lignende antal gæster var på plads først på aftenen, da den grillstegte gris blev serveret.

Medlemmer af borgerforeningen i Helberskov gjorde pladsen klar torsdag sent på eftermiddagen, og det skete i et voldsomt blæsevejr og regnen silede ned.

Man havde knap fået rejst vaffelteltet, inden det blæste i stykker, og repræsentanter for borgerforeningen måtte på farten for at købe et nyt, oplyser Birgitte Buus.

Et stort antal Helberskov-borgere stiller sig beredvilligt til rådighed for arrangementet. Ud over opstilling og efterfølgende nedtagning af telte og boder står frivillig arbejdskraft for salg fra bar, pølsevogn, vaffelbod, grillhytte, udskæring af kød, servering af salater og ikke mindst arbejdet med at vaske op, siger Birgitte Buus.

- For i Helberskov spiser vi ikke med plastikbestik, tilføjer hun.

Tidligere blev der holdt kræmmermarked og grisefest to gange i løbet af sommeren, men efterhånden var arbejdsbyrden blevet for stor for borgerforeningen, der også har mange andre arrangementer på programmet i løbet af året. Derfor valgte man for et par år siden at skære grisefesterne i Sandgraven ned til én.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...