SKRÅ BRÆDDER: Flæskesteg, æbletærte og sjove løjer i forsamlingshuset

SIEM: Med 244 tilskuere fordelt over tre dage er både skuespillere og bestyrelse glade efter en veloverstået dilettantuge i Siem med stykket ”Han, hun og 2 tanter”.

47 mødte op fra områdets boenheder onsdag, hvor der først blev serveret flæskesteg og æbletærte, inden dilettanterne gik i gang på scenen.

Fredag mødte 115 tilskuere op til dilettanten og efterfølgende ostebord med masser af hjemmebagt brød, som frivillige bagere fra Siem havde bagt.

Lørdag var der meldt 82 til forestilling og tag selv-bord med varme retter.

Næste arrangement i Siem Forsamlingshus foregår lørdag 29. februar kl. 20, hvor Allan Olsen skal spille ved en totalt udsolgt koncert.

De 140 billetter blev solgt på bare seks dage.

Til denne koncert er der stolerækker, og dørene åbnes kl. 19. Efter koncerten vil der være salg af pølser i den lille sal.

Bestyrelsen i forsamlingshuset løfter også sløret for en populær koncert til efteråret.

Lune Carlsen og Martin Jønsson kommer nemlig atter til Siem fredag 30. oktober, hvor aftenen begynder med spisning.

Billetterne kan købes på www.himmerlandsbilletten.dk fra 30. januar eller hos Hanne Sørensen.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...