Fredag 10. juli kl. 15:00 bliver Sønderjyllands genforening mindet ved 100-Års-Jubilæet ved mindestenen for Den hvide Hest ved Visborggaard.

Ib Skafte fra Grænseforeningen Mariagerfjord fortæller om dengang: ”Den foregående dag – 9. juli 1920 – øsregnede det i Sønderjylland, men 10. juli oprandt med strålende solskin fra morgenstunden. Alle de nye flag, der var kommet til Sønderjylland, var hejst, og feststemningen var høj. Det var bestemt forud, at højtideligheden ved grænsen skulle finde sted kl. 9.20, og præcis som kongen altid er, red han ind over den nu faldne grænse på netop dette tidspunkt, fulgt af rungende leveråb. Kongen holdt et halvt minut stille med blottet hoved under æresporten. Hvidklædte piger strøede blomster på vejen, og kongen tog en lille pige op til sig på hesten. Et mægtigt optog – heriblandt veteraner fra 1848 – fulgte efter kongen ned til Tyrstrup kirke.

Og fredag 10. juli er det præcis 100 år siden Chr. X red på den hvide hest ind i det genforenede Sønderjylland”.

Det var blevet spået, at kongen skulle ride på en hvid hest. Og hesten kom tilbage til Visborggaard, hvor den ligger begravet, og fredag den 10. juli kl. 15 vil repræsentanter for Visborggaard og Grænseforeningen Mariagerfjord lægge en krans til minde om 100-Års-Jubilæet.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...