Mange var mødt op på Bjerget, da datoen for Helberskovs befrielse blev tilføjet på landsbyens mindesten

HELBERSKOV: 10. maj er en dato, der ikke skal glemmes i Helberskov. Dagen, da landsbyen i 1945 blev befriet for de tyske besættelsesstyrker, der havde slået sig ned på Bjerget.

En mindesten på Bjerget blev rejst i 1995, men man fik ikke datoen med. Det er den nu.

Tilføjelsen blev fredag eftermiddag i overværelse af hundrede mennesker, der trodsede vinden på bakketoppen, afsløret af Ingeborg Welling, datter til Ib Welling, der et døgn efter tyskerne havde kapituleret og overgivet sig 4. maj om aftenen, blev skudt af tyskerne.

Ved sammenkomsten talte Jan Michno om tyskernes tilstedeværelse på Bjerget, hvor der var kanonstillinger, der kunne række langt ud over Kattegat og indsejlingen til Mariager Fjord.

Den tyske kommandant på stedet ville imidlertid ikke overgive sig til lokale frihedskæmpere, og man måtte afvente, at englænderne kunne nå frem.

Det skete 10. maj om eftermiddagen, og så overgav tyskerne sig.

I forbindelse med befrielsen af landsbyen sørgede en del husmødre i Helberskov for, at der blev lavet smørrebrød til de engelske tropper.

De mange mennesker, der overværede afsløringen af stenen på Bjerget, blev beværtet på samme måde - med flade pålægsmadder i Sandgraven, ved foden af Bjerget, hvor de engelske tropper holdt ind og gjorde klap til at drikke en kop te, inden man indledte forhandlingerne om overgivelse.

Til forhandlingerne var der sendt bud efter overlæge Kindt fra Terndrup. Han kunne tale både engelsk og tysk.

Efter Ingeborg Welling havde fjernet Dannebrog, der var svøbt om mindestenen, spillede H.C. Menne, Als, trompet, og de mange mennesker sang, inden man gik ned fra bakken til Sandgraven.

Pengene til inskription og arrangementet kom ind ved et historisk møde i byens forsamlingshus.

Overskuddet her blev lagt til side til opdatering af mindestenen, der står ved kanten af Bjerget mod Sandgraven.

Del på Facebook Del på Twitter Del på mail
Henter...