Foredrag om Tofte Skov Birgit Knudsen fortæller om sin tid i skoven

0
Kronhjort foran skovfogedboligen i Tofte. Foto: ØH lokalhistoriske forening
I forbindelse med Ø. Hurup Lokalhistoriske Forenings generalforsamling 23. marts vil Birgit Knudsen fortælle om sin tid som skovfoged i Tofte Skov fra 1977 til 2013.

Birgit boede indtil for få år siden i Tofte sammen med sin mand Peter, der var revirjæger i Tofte og deres tre børn Ann, Martin og Moses.

Den hvidkalkede skovfogedbolig ved foden af Tofte Bakke var deres hjem, den sidste rest af den sidste gård i den gamle Tofte landsby.

Hvis de skulle besøge den nærmeste nabo, måtte de køre 5-6 km. Her var ingen billarm eller anden støj, kun den stille og rene skov.

Naturmæssigt er Tofte-området enestående, fordi det i over 100 år har været indhegnet og dermed afskærmet fra udviklingen i det omgivende industri- og landbrugssamfund. Tofte Skov og Tofte Mose er hermed blevet et fristed for sjældne plante- og dyrearter. Af dyr kan nævnes kronhjorte, vildsvin, kongeørne og traner. Indenfor det ca. 27 km lange hegn omkring Tofte-området befinder der sig en kronhjortebestand på 400 dyr efter den årlige regulering. Kronhjortene kan føres tilbage til den oprindelige jyske kronhjortebestand fra istidens ophør.

Vildsvinebestanden består af knap 200 voksne svin.

Tofte Skov rummer naturskov af både eg, bøg og el, og i kraft af det store græsningstryk fra dyrene finder man her den såkaldte lysåbne skov, der i Danmark er meget sjælden.

Ca. halvdelen af skoven har været dyrket kommercielt, men en konvertering fra gran til større andele med løv blev påbegyndt allerede lige efter 1970 i Lindenborgs tid, og fortsat under Codan. I Naturfondens tid lægger man endnu mere af granskoven ud til natur.

Tofte Mose er den største, intakte højmose i den nordvestlige del af det europæiske lavland.

Med sine skove, heder og moser, sjældne dyr og planter er Tofte et unikt stykke dansk natur.

Det var her i det 4100 ha store område Birgit og hendes mand havde deres arbejdsliv – et liv der var meget anderledes end andres. I de første mange år var ejeren, som det havde været langt tilbage i tiden, Lindenborg Gods. I 1991 købte forsikringsselskabet Codan, med den kendte direktør Peter Zobel, stedet. Under både Lindenborg, Codan og Naturfonden er der blevet afholdt større jagter – også med indbudte kendte mennesker.

Aage V. Jensens Naturfond, hvis formål det er at yde støtte til mange naturprojekter, erhvervede området i 2001 og sammen med Høstemark og andre områder skabtes Danmarks største naturfredning på 7700 ha.

Efter Codans overtagelse tog Birgit Knudsen uddannelsen som naturvejleder, og det er mange guidede ture, både i de gamle ejerskaber og det nuværende, Birgit har stået for.

Det er således en person med stor viden om en af perlerne i dansk natur, der vil lægge sin vej omkring Multihuset i Ø. Hurup.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close