Als hviler ikke på laurbærrene: byen har smøget ærmerne op

0
150 borgere dukkede tidligere på året op til borgermøde om Als’ fremtid.
Selvom det egentlig går ret godt i Als, hviles der på ingen måde på laurbærrene. Med projektet “Als i aktion” har en initiativgruppe sat fokus på fremtidens udvikling i byen.

Als har rigtig meget af det, som andre byer af tilsvarende størrelse kun kan drømme om. Et stort og flot supermarked, benzintank, bager, slagter, kro, en velfungerende skole, idrætsforening og på toppen af det et par store virksomheder, der bidrager godt til de omkring 400 arbejdspladser i byen.

Samtidig er byens beliggenhed – med kort afstand til østkysten og et stort og attraktivt sommerhusområde – jo ikke sådan at kimse ad. Alligevel har byen målrettet fokus på en fortsat positiv udvikling.

– Det startede med, at vi gerne ville udvikle Als Hallen. Derfor stiftede vi “Als Sport & Event” med fokus på at udvikle hallens tilbud og faciliteter. I den forbindelse ansøgte vi om nogle penge hos kommunen og landdistriktsrådet, men fik afslag. I stedet fik vi en tilbagemelding om, at de gerne ville være med til at lave en egentlig udviklingsplan for hele området, fortæller Jan Gerts, initiativtager, tovholder og en af Als’ mange ukuelige ildsjæle.

– Det resulterede i, at vi indkaldte til et borgermøde på skolen, hvor 150 borgere dukkede op.

På mødet blev der nedsat 12-13 forskellige arbejdsgrupper med hvert deres specifikke fokusområde. Nogle med initiativer og idéer helt nede på jorden, mens andre var meget ambitiøse.

– Det er vigtigt ikke at lade sig begrænse, og tænke “nej, det kan vi ikke”. Faktisk er jeg af den opfattelse, at det de kan i London eller Paris, det kan vi også i Als. Vi må gerne spejle os i store byer, have ambitioner og så ellers bare tilpasse forholdene til Als, fortæller Jan.

– Et af de områder, vi arbejder videre med, er muligheden for at lave en form for sportspark med en mindre svømmehal, fitnesscenter og andre faciliteter, der kan være et trækplaster for både lokale og turister hele året.

Det har de eksempelvis i Blåvandshuk, og hvorfor skulle vi ikke have det i Als? Det kunne blive et lille Lalandia til glæde for hele østkysten og for hele Mariagerfjord Kommune.

– Her er det vores plan at spørge områdets mange sommerhusejere, om det har interesse, og om de vil bidrage økonomisk i form af at tegne en slags medlemskab. Det er selvfølgelig meget nyt og foreløbig meget ukonkret, men det er vigtigt, at vi har ambitioner og tror på, at tingene kan lykkes, fastslår Jan, der samtidig glæder sig over nogle af de initiativer, der allerede er blevet en realitet i byen, siden “Als i Aktion” blev en realitet.

– Jeg er glad for, at vi for alvor har taget fat på udviklingen af området omkring hallen, som jo reelt var starten på hele processen. Vi har blandt andet allerede fået et velfungerende motionscenter op at køre med mange medlemmer i alle aldersgrupper.

– Vi arbejder også på at få en café i hallen, hvilket er vigtigt for, at hallen bliver det omdrejningspunkt og mødested, som vi drømmer om. I den forbindelse har vi blandt andet snakket med Boldklubben Viking, der i dag har to klubhuse. Hvis de droppede det ene og i stedet kom i hallen, så ville det også skabe mere liv. Det er de positive overfor, fortæller Jan.

Af andre projekter, der er skitseret i “Als i aktion”, er en udvikling omkring branddammen – også kendt som Flouen – i midtbyen, der kunne udvikles til et lækkert havnemiljø og torv, der vil være attraktivt for både lokale og turister.

Et andet initiativ er en tiltrængt renovering af molen ved stranden, etablering af vandrestier plus meget mere.

Den samlede udviklingsplan forventes at være klar efter sommerferien. Tidsplaner og økonomi er ikke på plads. Men det er drømmene og ambitionerne, stor respekt for det!

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close