650 motorcykler på række i Ø. Hurup

0
Der skal bl. a. sparkes dæk, når MC-venner fra ind- og udland mødes til rallyet i Fruerlundparken. Privatfoto
Deltagerne i Vulcan Rally kommer helt fra Brasilien for at være med

ØSTER HURUP: Først VW’er, så amerikanerbiler og nu motorcykler.

Torsdag 17. august forventes flere end 600 flotte motorcykler at rulle ind i Fruerlundparken i Øster Hurup, når Vulcan Riders Association (VRA) åbner portene til årets internationale Vulcan Rally.

Motorcykeltræffet er et årligt tilbagevendende arrangement, som går på omgang mellem de 30 afdelinger af organisationen.

I 2016 blev rallyet således holdt lidt udenfor Rom i Italien, og i år er turen så altså kommet til den danske gren af Vulcan Riders Association, som til formålet har reserveret Fruerlundparken fra torsdag 17. til søndag 20. august.

De omkring 650 deltagere i rallyet er alle ejere af Kawasaki motorcykler, nærmere betegnet Vulcan-modeller fra flere årgange.

De kommer fra hele verden – bl. a. fra Færøerne, Sverige, Tyskland, Italien, England, Finland, Holland, Belgien, Frankrig, Rumænien, Spanien, Tjekkiet, Norge, Malta, Polen, Schweiz, Slovenien, Østrig, Brasilien og Slovakiet. Og så naturligvis fra Danmark.

De mange motorcykel-entusiaster mødes – helt overordnet – for at hygge sig, sparke dæk og få lidt motorcykelsnak.

– Men vi vil også meget gerne vise de mange fine motorcykler fra ind- og udland frem.

– Derfor er alle velkomne til at kigge ind i Fruerlundparken fredag og lørdag, begge dage fra kl. 10-17, annoncerer secretary i VRA Denmark, Bent Verner Madsen fra Helberskov. Lørdag vil der dog være et reduceret antal motorcykler i parken mellem kl. 11 og 13.30, da der denne dag er programsat en såkaldt “Ride-Out”, hvor en stor del af deltagerne kører på tur rundt i det naturskønne Østhimmerland.

Fruerlundparken blev første gang benyttet af VRA Denmark til det nationale rally i fjor, og omgivelserne blev derefter godkendt til afholdelse af det internationale rally i år.

De mange deltagere har på forhånd betalt for forplejning morgen og aften, men de skal jo også skal have stillet sulten midt på dagen, så det er garanteret ikke kun Fruerlundparken, som indtægtsmæssigt kommer til at nyde godt af de mange MC’ers besøg i det østhimmerlandske.

Langt de fleste deltagere har valgt at overnatte i telt i Fruerlundparken, men der er dog også en del, der overnatter i campingvogn eller i hytter på de lokale campingpladser.

– Vi haft i planlægningsfasen haft et godt samarbejde med VisitMariagerfjord og reklamebureauet GrafikNord, som har hjulpet os med markedsføringsmaterialet, og nu glæder vi os til det store arrangement.

– Vi krydser fingre for, at solguderne er med os og bringer rigtig sommer til Øster Hurup i den kommende uge, lyder det fra en spændt Bent Verner Madsen.

Del

Lukket for kommentarer

Denne webside benytter Cookies til at forbedre din oplevelse. Ved at bruge websiden accepterer du dette! Læs mere om dette

The cookie settings on this website are set to "allow cookies" to give you the best browsing experience possible. If you continue to use this website without changing your cookie settings or you click "Accept" below then you are consenting to this.

Close